ANMELDELSER

Vietnams mest erfarne haiku-digter (Hanoi, f. 1929), om "Environmental, haiku af Bo Lille - Haiku by Lille" (Ordsnedkeren 2015) :

Lisant et relisant vos Haiku si imagés et humanitaires, je voudrais vous adresser mes sinceres félicitations. Talentueux,veridique et imagé,vous êtes sans aucune doute-un des meilleurs Hạiins du monde.Bravo, digne descendant de l`immortel Andersen!!

Dinh Hanh

Oversættelse: "Idet jeg har læst og genlæst Deres haiku, der er så billedlige og humanitære, ønsker jeg at sende Dem min dybe lykønskning. Talentfuld, ... og billedrig er De uden nogen som helst tvivl en af verdens bedste haijins. Bravo! Værdige efterkommer af den udødelige Andersen!!"
Dinh Hanh, Hanoi

Gisli Magnusson, dr. Phil.

Anmeldelse af "For dvælesjæle - Haiku til almen vederkvægelse" (mellemgaard 2012)

Jeg så allerede på den umiddelbart beskedne snip papir, du rakte mig, at den bedste digtning jeg ville støde på den dag ikke ville komme fra scenen. Du er jo en vidunderlig haiku-digter! Erfaring, metafor, pointe, det hele går op. Så ja, jeg er også en 'dvælesjæl' og har nydt at læse i din bog, som jeg ikke har nydt dansksproget lyrik i lang tid. Alt for få tager digtning alvorlig som 'erfaringsfænomenologi' og 'erfaringsmetafysik', men det gør du. I sandhed vederkvægende at dvæle ved privilegerede øjeblikke i naturen.

Gisli MagnussonGisli Magnusson, dr. Phil.

Anmeldelse af "For dvælesjæle - Haiku til almen vederkvægelse" (mellemgaard 2012)

Jeg så allerede på den umiddelbart beskedne snip papir, du rakte mig, at den bedste digtning jeg ville støde på den dag ikke ville komme fra scenen. Du er jo en vidunderlig haiku-digter! Erfaring, metafor, pointe, det hele går op. Så ja, jeg er også en 'dvælesjæl' og har nydt at læse i din bog, som jeg ikke har nydt dansksproget lyrik i lang tid. Alt for få tager digtning alvorlig som 'erfaringsfænomenologi' og 'erfaringsmetafysik', men det gør du. I sandhed vederkvægende at dvæle ved privilegerede øjeblikke i naturen.

Gisli Magnusson 

ANMELDELSE AF BO LILLES DIGTSAMLING "HAIKU - KNYTÆG MED AFKROGE" (ONEMAN 2006)

Indimellem bliver man rystet. Heldigvis. Man læser en bog, hører et stykke musik eller ser et kunstværk, og mærker hvordan det indre kalejdoskop drejer sig en smule. Et kaotisk øjeblik vælter de farvede glasstumper rundt imellem hinanden, før erfaringer og refleksioner lægger sig til rette i nye mønstre og billeder. Verden er ny, men alligevel den samme.

Der behøver nødvendigvis ikke at være tale om et jordskælv. Bare et lille bitte pust kan være nok.

Et flyvende blad

faldt så blidt på mit fortov

at flisen slog sig

Ovenstående lille pust, der faktisk har rystet mig, er et haiku fra Bo Lilles haikusamling Haiku -Knytæg med afkroge fra 2006. En lille, fin blå bog, der indeholder ca. 200 haiku fordelt på fire emner:

• Filosofiske haiku
• Metapoetiske haiku
• Erotik og kærlighed - Bo's Lille Højsang
• Året i haiku

Bo Lille har valgt at placere digtet om det flyvende blad under Året i haiku, men i al sin geniale enkelthed kunne digtet stå skrevet hvor som helst i digtsamlingen. Det er et filosofisk, erotisk og ikke mindst metapoetisk haiku.

Det flyvende blad er jo lige præcis som haiku: Let - men hårdtslående.

Med Haiku - knytæg med afkroge har Bo Lille igen taget fat i den ældgamle gamle japanske haiku-form, og stilfærdigt transformeret den til danske forhold. Ingen brutal make-over, men en proces, hvor gensidigheden form og sprog imellem får digte til at blomstre op - ofte med udgangspunkt i naturen og universet, men også hvor man ikke lige venter det:

En mælkebøtte

borer sig gennem asfalt

med sin gule hjelm

En malermester i Århus kører rundt med en reklame på sin bil: Intet job er for stort - intet job er for lille. Det samme er sandt for Knytæg - med afkroge: Intet emne er for stort - intet for småt. Et knytæg kan indeholde alt:

Knytæg

Haiku rummer alt

krøller en verden sammen

til et lille æg

Bogen holder, hvad titlen lover. Det er fascinerende hvordan Bo Lille udfolder både sproglig og indholdsmæssig kreativitet indenfor de stramme rammer, haiku sætter. Intensiteten giver et fantastisk perspektiv, så digtene bliver næsten rumlige oplevelser. De mætter og sætter i flere dimensioner.

En lærke letter

i en sky af blå toner

falder mod himlen

Der vendes op og ned på verden. En lærke falder opad, og lyd bliver synlig. Som læser hvirvles man ind i en sommerdag - bliver til både lærke, tilskuer og himlen, der tager imod den faldende lærke. Man er til stede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske psykolog Howard Gardner og hans begreb de mange intelligenser.

Howard Gardner har udviklet og nuanceret intelligensbegrebet fra det traditionelle matematisk- logiske- til at omfatte flere ligestillede former for intelligenser. Ud over det matematisk-logiske taler han blandet andet om

• Sproglig intelligens
• Musisk intelligens, eller evnen til at opfatte og reproducere toner og rytmer
• Kinæstetisk eller kropslig intelligens,
• Visuel eller rumlig intelligens
• Intrapersonlig intelligens - evnen til at håndtere sine følelser og sit indre liv
• Interpersonlig intelligens - evnen til at være sammen med andre mennesker

Intelligenser skal i den sammenhæng forstås som hjernens udviklingspotentiale og forskellige måder at opleve verden på.

Da jeg læste Knytæg, følte jeg, at den ramte mig "midt i alle intelligenserne"!

Bo Lilles måde at sætte ordene sammen på - f.eks. at en lærke både letter og falder - stimulerer og masserer i den grad min cerebrale sprogmuskel. Digtsamlingen er fuld af sådanne lækkerbiskner. Her er bare et par eksempler:

Regndråber falder

prikker hul i en vandpyt

lukker det igen

Den elskede er det digligste syn

Kærlighed bliver sunget på solsortesprog

Digtene i Knytæg har en musisk kvalitet. Ikke fordi man får lyst til at sætte melodi til dem, det er nemlig slet ikke nødvendigt! De ER musik i sig selv. Haikus karakteristiske 5-7-5 form skaber rytme, og bevidst brug af sprogets lyde er med til auditivt at understøtte digtenes budskab. Prøv engang at smage på dette sommerfuglelette digt.

Sommerfugleflugt

ynde på tynde vinger

starter en tyfon

De lyse fortungevokaler og de blæsende konsonanter får næsten digtet til at svæve væk. Alligevel er der kraft og saft idet: Det lyse og lette starter faktisk en tyfon. Om digtet handler om sommerfugle, kærlighed eller klimapolitik, ved jeg ikke. Men digtet løfter mig op og giver mig en oplevelse alene ved sine lydlige kvaliteter.

Bo Lilles digte har rumlige perspektiver. De er billedskabende og sanseprovokerende. Og så er det i øvrigt tit meget humoristiske billeder, der dukker op på den indre nethinde:

Færgen skynder sig

logrer med en hvid hale

af piskefløde

Det kan ellers være ret kedeligt at sejle med færge, men fra denne stund vil mine færgeoverfarter altid være behængt med et stille smil eller et diskret fnis ved tanken en lille hyperaktiv færge-hvalp, der pisker flødeskum med sin glade hale. Sikke en lagkage, der kunne komme ud af det! Digtet er simpelthen blevet en fast bestanddel del af mit indre billedgalleri.

De to intelligenser, der handler om følelser og motiver - den intra-personelle og den inter-personelle intelligens - er tæt forbundne, når det gælder lyrik.

For poeten handler det om at transformere egne følelser og tanker om til størrelser, der kan leve og trives i et mere alment rum. I digtsamlingen bliver de interne, private forståelser offentliggjort, og det er pinligt, pinagtigt og alt for privat, hvis de ikke klinger i det almene. Ikke at alle absolut skal forstå alting eller forstå på samme måde, men digte skal røre sine læsere - og måske oven i købet ryste dem og vise nye mønstre i kalejdoskopet.

Det gør digtene i Knytæg.

Bo er klog. Han pakker sin klogskab ind i haiku og skaber knytæg. Da jeg læste Knytæg første gang, følte jeg mig næsten som et lille barn juleaften. Jeg kunne næsten ikke vente med at pakke den næste pakke op. Jeg læste bogen i et stræk, og badede mig i haiku.

Senere har jeg læst den igen flere gange, og må erkende, at haiku tager tid, og det er vel nok dejligt!

Knytæg er et pletskud! Den sidder lige i øjet - og i hjertet.

Det sidste haiku i denne anmeldelse er ikke fra Knytæg. Det er et haiku fra mig til Bo. Fra læseren til forfatteren.

Haiku tager tid

et knytæg skal kloge længe

både ud og hjem

Charlotte Frigaard

Kære Bo                                                Jeg synes, det er et par virkelig fine digte: Herlig barok humor, elegant lethed og rabende fantasiflugt over plankeværket!                                Mange hilsner Peter

Bo Lille: "Haiku af Bo Lille Haiku by Bo Lille Environmental. Ordsnedkeren 2015"
af forfatter Søren Sørensen

En gang imellem bliver forlagsnavne noget i retning af programagtige, i visse sjældnere tilfælde profetiske. Selv om Gyldendal bare er navnet på forlagets stifter, Søren G. (1742-1802), har det forgyldt ikke så få bøger og deres ophavsmænd. Fremad var et indlysende navn for arbejderbevægelsens forlag i 1912; det var dengang arbejderbevægelsen både var en bevægelse og på vej fremad. Folk der har oplevet 50'erne, har også oplevet den kvalitetslitteratur forlaget dengang udgav, litteratur der blev læst af folk som ellers ikke gik i boghandelen.

At kalde et forlag for Ordsnedkeren kunne ligne trods, for som Holger Drachmann engang skrev i en vise:"En Snedker maa lime og lirke sig frem,"og det ligner den arbejdsmetode mange versemagere benytter sig af når de skriver sonetter, limericks eller, ja, netop: haiku.

Jo, man har hørt poeter ytre at de skal hjem og lægge et digt på høvlebænken, så måske er det billeddannelsen slet ikke så selvmodsigende som det kunne se ud til. At digte er også et arbejde. Hævder nogen.

Det skal bare ikke kunne ses af digtet når det engang foreligger for en læser.

I sit forord skriver Bo Lille at denne digtsamling er blevet til i forbindelse med hans deltagelse i World Haiku Association's konference på Meiji University i Tokyo nu i september 2015 og, som undertitlen siger, har miljøanliggender som gennemgående tema.

Samlingen er tosproget, som naturligt er når den skal nå et internationalt publikum, de engelske versioner har digteren John Mason stået for, og yder, så vidt jeg kan bedømme det, originaldigtene retfærdighed.

Originaldigtene, netop. For det er det de er: digte. De er mer end høvlebænksprodukter, de er poesi.

Det var en fryd at læse dem. Og læse dem igen. Af den grund.

Sommerfuglene
gider ikke udløse
tyfoner i dag.

Ikke desto mindre står der blæst om dem.

Disse haiku er værd at læse.

Søren SørensenBo Lille: "Haiku af Bo Lille Haiku by Bo Lille Environmental. Ordsnedkeren 2015"

af forfatter Søren Sørensen

En gang imellem bliver forlagsnavne noget i retning af programagtige, i visse sjældnere tilfælde profetiske. Selv om Gyldendal bare er navnet på forlagets stifter, Søren G. (1742-1802), har det forgyldt ikke så få bøger og deres ophavsmænd. Fremad var et indlysende navn for arbejderbevægelsens forlag i 1912; det var dengang arbejderbevægelsen både var en bevægelse og på vej fremad. Folk der har oplevet 50'erne, har også oplevet den kvalitetslitteratur forlaget dengang udgav, litteratur der blev læst af folk som ellers ikke gik i boghandelen.

At kalde et forlag for Ordsnedkeren kunne ligne trods, for som Holger Drachmann engang skrev i en vise:"En Snedker maa lime og lirke sig frem,"og det ligner den arbejdsmetode mange versemagere benytter sig af når de skriver sonetter, limericks eller, ja, netop: haiku.

Jo, man har hørt poeter ytre at de skal hjem og lægge et digt på høvlebænken, så måske er det billeddannelsen slet ikke så selvmodsigende som det kunne se ud til. At digte er også et arbejde. Hævder nogen.

Det skal bare ikke kunne ses af digtet når det engang foreligger for en læser.

I sit forord skriver Bo Lille at denne digtsamling er blevet til i forbindelse med hans deltagelse i World Haiku Association's konference på Meiji University i Tokyo nu i september 2015 og, som undertitlen siger, har miljøanliggender som gennemgående tema.

Samlingen er tosproget, som naturligt er når den skal nå et internationalt publikum, de engelske versioner har digteren John Mason stået for, og yder, så vidt jeg kan bedømme det, originaldigtene retfærdighed.

Originaldigtene, netop. For det er det de er: digte. De er mer end høvlebænksprodukter, de er poesi.

Det var en fryd at læse dem. Og læse dem igen. Af den grund.

Sommerfuglene
gider ikke udløse
tyfoner i dag.

Ikke desto mindre står der blæst om dem.

Disse haiku er værd at læse.

Søren SørensenBo Lille: "Haiku af Bo Lille Haiku by Bo Lille Environmental. Ordsnedkeren 2015"

af forfatter Søren Sørensen

En gang imellem bliver forlagsnavne noget i retning af programagtige, i visse sjældnere tilfælde profetiske. Selv om Gyldendal bare er navnet på forlagets stifter, Søren G. (1742-1802), har det forgyldt ikke så få bøger og deres ophavsmænd. Fremad var et indlysende navn for arbejderbevægelsens forlag i 1912; det var dengang arbejderbevægelsen både var en bevægelse og på vej fremad. Folk der har oplevet 50'erne, har også oplevet den kvalitetslitteratur forlaget dengang udgav, litteratur der blev læst af folk som ellers ikke gik i boghandelen.

At kalde et forlag for Ordsnedkeren kunne ligne trods, for som Holger Drachmann engang skrev i en vise:"En Snedker maa lime og lirke sig frem,"og det ligner den arbejdsmetode mange versemagere benytter sig af når de skriver sonetter, limericks eller, ja, netop: haiku.

Jo, man har hørt poeter ytre at de skal hjem og lægge et digt på høvlebænken, så måske er det billeddannelsen slet ikke så selvmodsigende som det kunne se ud til. At digte er også et arbejde. Hævder nogen.

Det skal bare ikke kunne ses af digtet når det engang foreligger for en læser.

I sit forord skriver Bo Lille at denne digtsamling er blevet til i forbindelse med hans deltagelse i World Haiku Association's konference på Meiji University i Tokyo nu i september 2015 og, som undertitlen siger, har miljøanliggender som gennemgående tema.

Samlingen er tosproget, som naturligt er når den skal nå et internationalt publikum, de engelske versioner har digteren John Mason stået for, og yder, så vidt jeg kan bedømme det, originaldigtene retfærdighed.

Originaldigtene, netop. For det er det de er: digte. De er mer end høvlebænksprodukter, de er poesi.

Det var en fryd at læse dem. Og læse dem igen. Af den grund.

Sommerfuglene
gider ikke udløse
tyfoner i dag.

Ikke desto mindre står der blæst om dem.

Disse haiku er værd at læse.

Søren Sørensen 

Om Bo lille: "SMS-Banden" (Ordsnedkeren"2008)

Nu er det lykkedes mig at finde tid til at læse romanen - jeg ved ikke helt
hvorfor du kalder den "novelle" - er det Goethe der spøger?
Og så vil jeg bare sige, at den nød jeg meget. Det er friskt og
fornøjeligt, men også etisk smukt. Grattis!

Søren (Sørensen)Om Bo lille: "SMS-Banden" (Ordsnedkeren"2008)

Nu er det lykkedes mig at finde tid til at læse romanen - jeg ved ikke helt
hvorfor du kalder den "novelle" - er det Goethe der spøger?
Og så vil jeg bare sige, at den nød jeg meget. Det er friskt og
fornøjeligt, men også etisk smukt. Grattis!

Søren (Sørensen)Om Bo lille: "SMS-Banden" (Ordsnedkeren"2008)

Nu er det lykkedes mig at finde tid til at læse romanen - jeg ved ikke helt
hvorfor du kalder den "novelle" - er det Goethe der spøger?
Og så vil jeg bare sige, at den nød jeg meget. Det er friskt og
fornøjeligt, men også etisk smukt. Grattis!

Søren (Sørensen)